EN UGE I MIT LIV SOM STUDERENDE

NOGET OM EKSKÆRESTER & NYE FLAMMER

Hey loves!

Som jeg skrev i et af mine seneste indlæg, ses jeg med en sød fyr. Faktisk er han lidt en drøm på to ben. Jeg ved det er en kliché med ekstra fløde, jordbær og sukker på toppen, men jeg kan ikke gøre for det. Har I prøvet at se ind i en ring lys lampe? Den blænder og får øjnene til at løbe i vand. Det virker overdimensioneret, men følelsen er lidt den samme, som når man kigger på en person, man godt kan lide. Og ja, jeg må nok krybe til korset og indrømme, at jeg er småforelsket. Sommerfuglene har kildet i maven i et stykke tid, men det er kun nu jeg har tilladt mig selv at give slip og bare følge med mine følelser, i stedet for at holde dem tilbage.
Det vil jeg så skrive noget om nu, imens jeg sidder i skrædderstilling, ser Klovn og spiser Ben & Jerry’s (selvfølgelig den med Oreo og cookie dough!).

Grunden til at jeg, og sikkert mange andre, synes det er grænseoverskridende at italesætte kærlighed, er nok primært fordi, man hurtigt kan blive såret og berørt, hvis det nu alligevel ikke bliver til noget. Personligt prøvede jeg lidt at gemme min blomstrende forelskelse bag min fornuft, overfor det her nye menneske jeg lige havde mødt, da jeg havde en frygt med mig fra mit tidligere forhold. Jeg var bange for at blive ked af det igen, hvis jeg lukkede nogen ind. Det er nemlig hundrede gange nemmere at slå et hjerte i stykker indefra end udefra. Derfor skal man være påpasselig med hvem man åbner sit hjerte for. Når folk ikke er lukket ind i hjertevarmen, kan de som regel kun lave ridser i overfladen. Jeg tænkte lidt ekstra over mine tanker (meta, I know) og kom frem til en endelig konklusion; jeg vil ikke afholde mig selv fra noget godt, i frygt for fremtidens uvished. For mit vedkommende, har jeg en stor tiltro til skæbnen. Jeg tror at vi selv former vores skæbne på mange måder, men jeg tror også, at alt sker af en årsag og for en grund. Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.

Jeg var (og er stadig en smule…) bange for at lukke en person ind i mit liv igen, da jeg ikke er interesseret i at få misbrugt min tillid endnu engang. Tillidsbrud, løgne, benægtelse og jalousi er et overstået kapitel i min bog (!!) – selvom min ekskæreste og jeg var gode til at kommunikere, kræver det altså bare en fælles indsats og en fælles forståelse og overholdelse af de enigheder man sammen har fundet frem til – det udkom var overraskende nok negativt, og når kommunikation ikke tages alvorligt, bliver det faktisk bare til en omgang munddiarré. Kommunikationen blandt to mennesker skal jo på intet tidspunkt være en kollektiv monolog, hvor begge parter taler i god tro om, at de hver i sær lytter til hinanden, men hvor det kun er egne ord der forstås.

Så ja, det kan godt være lidt svært at lade fortid være fortid, når fremtiden banker på døren. Selvfølgelig skal vi tage vores erfaringer med os ind i noget nyt, men jeg har valgt at parallelparkere frygten for hjertesorg mellem ”lad os se hvad der sker”, og ”fuck, jeg kan jo slet ikke parallelparkere, men man lærer vel af sine fejl”. Min pointe er at vi ikke skal være bange for fremtiden og de mennesker der er i den; hvis noget ikke er meant to be – let it go. Uanset om man er blevet såret 1, 5, 8 eller 1000 gange, skal nogle røvhuller og deres lort ikke afholde os fra at spise lagkage. Giv de chancer der skal gives, men lad være med at danse tango solo. At give folk ekstra chancer, bunder ud i, at chancerne ligger i omstændighederne. Situationen man er i udgør altså hvilken og hvor mange chancer, eller ingen chancer, vi vælger at tildele dem der har brudt deres løfte eller skuffet os. Et af aspekterne ved jagten på lykke er at lytte til sin bedre halvdel. Her mener jeg ikke en anden person; jeg refererer til vores egen mavefornemmelse. Vi er ikke halve, men hele. Jeg gav for mange chancer dengang, men det har jeg lært meget af. Jeg vil stadig langt hellere kæmpe for meget end for lidt, men jeg vil samtidig ikke lade følelser være så bestikkende, at min hjerne ikke kan stå imod. Græsset er grønt, dér hvor man vander det, og ikke der hvor man pisser på det. 😉

Det blev et langt indlæg, men jeg havde også meget på hjerte. I bund og grund vil jeg bare sige, at jeg ved hvor svært det kan være, at tro på kærlighed igen, når man er blevet modbevist, at det rigtige ofte kan ende ud med at være helt forkert. Mit bedste råd er, bare at kaste sig ud i det i et tandemspring, hvor mavefornemmelsen er med hele vejen. Det kan være svært, hvis man er bange, men ofte overvinder man frygten ved at gøre ting, man egentlig ikke turde. I de første måneder af mit (ret tørrer, haha) singleliv, turde jeg ikke tro på, at jeg nogensinde ville finde en person igen, som ville kunne lide mig. Jeg troede, at min kvote var opbrugt. Nu havde jeg jo haft én kæreste – slut færdig. Katte-dame to be. Tanken om at jeg aldrig ville finde glæden i en fyr igen opstod nok fordi, min ekskæreste fik smidt en masse lort i hovedet på mig, da vi gik fra hinanden. Blandt andet ‘‘…du finder aldrig en anden, som behandler dig så godt som mig…”. Den sad fast længe og jeg tænkte meget over det. Sagen er bare den, at man nok skal finde en anden kærlighed på et tidspunkt, når man er klar og mindst venter det. Det bliver aldrig det samme, true that, men det er nødvendigvis ikke en dårlig ting (jeg mener; et forhold slutter jo af en grund).

Hver gang du tager en beslutning, beslutter du din egen skæbne. Så lyt til din mavefornemmelse og træf en god én. Du kunne eventuelt starte med at elske dig selv lidt mere, og tro på at du er lige præcis som du skal være, og at dét er din styrke, som en anden på et tidspunkt kommer til at elske dig for.
Men vigtigst af alt er, at du bare elsker dig selv.

Kærlighed herfra. Nu er min is også forsvundet, upsiii. Godnat!

– T <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN UGE I MIT LIV SOM STUDERENDE