MENS DU HAR SOMMERFERIE

AT VÆRE ENEBARN (MIN HISTORIE) ♡

Hey loves!

Jeg er selv enebarn, og jeg havde den absolut bedste barndom i verden! Det at være enebarn er et privilegium, men sommetider kan fremtidige tanker føles lidt som en ”byrde”, idet man står ”alene” med en del ting som voksen. Dét vil jeg skrive lidt om her.

Mine forældre og jeg boede på Bornholm, ude på landet. Pedersker, hvis I kender den bydel på solskinsøen. Jeg er vokset op med en stor håndfuld katte, gæs, ænder, høns, hund, kanin, fisk og natur på alle sider omkring mig. Vi havde en hel mark fyldt med jordbær, som min familie arbejdede og knoklede med sommer efter sommer. Vi leverede blandt andet jordbær til Michelin restauranten Kadeau. Vores jordbær blev også kåret som Bornholms bedste. Bare få eksempler på at jeg virkelig har haft en skøn barndom. Tænk at være 6 år gammel, og have en jordbærmark som baghave? Ingen klager at hente.

Min barndom var skøn, men jeg har siden lille altid ønsket mig en søster. På alle tegningerne der blev slæbt med hjem fra børnehaven, havde jeg tegnet mig selv, min mor og far, og en søster ved siden af mig. Jeg ønskede at have en at tale med, når nu mor eller far ikke forstod (dog har det aldrig været et problem).

Jeg var et barn med en kæmpe vennekreds. Vi havde et stort hus og en enorm have, så der var altid noget at lave hjemme hos os. Derfor havde jeg meget ofte legekammerater med hjem fra børnehave og skole. At være enebarn er altså ikke ensbetydende med at barnet ikke kan fungere socialt. Tværtimod. Der er en del fordomme om enebørn. Man siger at enebørn vokser for hurtigt op, er selvoptagede og at børnene kan blive reserverede, fordi de ikke deler deres oplevelser med jævnaldrende og ligesindede i hjemmet. Ingen af delene passer på mig. Jeg havde en lang og skøn barndom, hvor jeg ikke lavede andet end at være barn. Legede, havde kammerater med hjem, fjollede og nød livet i det uforpligtende børnestadie. Jeg har aldrig været selvoptaget, og altid tænkt på mine medmennesker. Det har nok noget at gøre med mine forældre. Tag f.eks. min mor; hun har en barmhjertig og kærlig sjæl, og hjælper altid andre mennesker. Det har, siden jeg var lille, været en stor inspirationskilde. Pointen er, at børn lærer af forældrenes adfærd. Det er derfor noget pjat at kategorisere enebørn, da opdragelse ofte afgøre hele sagen. Enebørn, såvel som børn med søskende, kan kun modnes på en god og sund måde, hvis de får en god opdragelse. Jeg vil heller ikke mene at jeg er spor reserveret. Jeg elsker at dele ud af mit eget liv og tale med andre mennesker om deres.

Som sagt har jeg aldrig manglet noget i min barndom, men jeg gik dog med et lille ønske om den her søster. Mine dyr fik derfor en helt særlig plads i hjertet hos mig, da det var dem jeg gik til og brugte tid med, når jeg havde brug for at tale med andre end mine forældre.
Jeg voksede op med hund i hjemmet, og da hun gik bort voksede savnet. Derfor fik vi en ny hund to år efter, som blev min nye bedste ven. Det var en stor lykke for mig, i mine år som barn, at have hund. Jeg tror at mange enebørn har en enorm glæde af kæledyr/de ekstra familiemedlemmer. Dyrene får bare en helt speciel plads i hjertet. Man skal selvfølgelig kun anskaffe sig dyr, hvis hele familien er glade for idéen. Dyr fortjener at komme ind i en familie der har tid og overskud til et ekstra familiemedlem.

Der er også en masse fordele ved at være enebarn, og det kan jeg godt skrive under på!
Som enebarn får man mere opmærksomhed fra sine forældre. Det siges, at den specielle opmærksomhed næsten altid giver barnet et bedre selvværd og større selvtillid. Jeg har også et meget specielt bånd til mine forældre, og specielt min mor. Men det bunder nok bare ud i at jeg er et stort familiemenneske, hehe.

Det er først som voksen, at jeg sommetider føler et svært pres ved at være enebarn. Det er tanker, som jeg egentlig ikke burde have endnu. Jeg tænker ofte over, hvad jeg skal stille op, hvis mine forældre bliver syge, eller hvis de engang skal sidde alene på et plejehjem. De bor begge på Bornholm. Jeg bor i København, og flytter nok ikke tilbage til Bornholm (ikke hvad jeg ved af på nuværende tidspunkt i hvert fald). Det sætter nogle tanker i gang. Og når man enten skal med fly eller båd, begrænser det besøgs mulighederne en del… Specielt de spontane. Tanken gør mig bange og jeg føler mig lidt utilstrækkelig. Jeg ville ønske at jeg havde en søster eller bror, til at dele hverdagens gode stunder med, men også livets frustrationer.

Jeg har også en angst for at miste mine forældre. Det er jo de to mennesker jeg elsker højest. Det er dem jeg er kød og blod med. Det er dem jeg har et bånd lavet af kærlighed til. Og når de er væk… Ja, så står jeg alene med et ubærlig savn, som alle før eller senere jo må føle. Desværre. Men jeg har ingen søster eller bror at tale og mindes med. For det er jo kun mig der har de her dejlige minder med mine forældre. På den anden side har jeg en stor familie med mange kusiner og fætre. Dét skal jeg huske.

Men nok om det. Bekymringer er der jo nok af, hvis vi fodrer dem med vores usikkerhed.
Jeg nyder min familie og tiden med dem umådelig meget, og det er dét der tæller; at vi er i nuet og nyder hvor vi er nu, frem for at bekymre os om hvor vi er om ti år – (note to self).

Hvor mange børn vil jeg så selv have?

Jeg har haft den perfekte barndom som enebarn. Derfor ville jeg ikke have noget imod et enkelt barn, som så kunne få alt min kærlighed. På den anden side har jeg altid gået med tanken om 2-3 børn. Jeg har på fornemmelsen at jeg kun får piger, men det havde da været sjovt at få både en pige og en dreng.
Jeg har været skruk i et par år nu. Altså, skruk i den forstand at jeg smelter hver eneste gang en baby kommer forbi mit åsyn. Babyer er det sødeste på denne jord. Jeg går helt i spåner og begynder at tale babysprog og kalde de forbipasserende små børn kælenavne som ”nurh lille prut”, ”lille søde peanut” og ”ihj hvor er du nuttiputti sød!”. Helt gak-gak. På den anden side dagdrømmer jeg ikke om at blive mor. Jeg er slet ikke klar og har ikke lyst til at skubbe mine egne behov til side endnu. Men når dagen kommer, hvis den kommer, håber og glæder jeg mig til at blive en god mor.

Har I nogle tanker om enebørn?
Er I selv enebørn? Hvis ja, genkender I så nogle af mine tanker?
Skriv gerne en kommentar.

– T <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MENS DU HAR SOMMERFERIE