STATUS // OPERATION, PENGE & FILMANBEFALING

12-TALLER, EKSAMEN, REJSEBILLEDER & EVNER

Hey loves! Hey til alle jer der snart skal, eller lige har været til eksamen. Hey til jer der var til eksamen for nogle år siden, og hey til jer der først skal til eksamen om nogle år.

Juni måned bringer sol, sommer og smil. En anden ting denne dejlige sommermåned bringer med sig er eksamensræset.
Det er snart tid til, at en officiel bedømmelse af det enkelte individs færdigheder og kompetencer inden for et bestemt stofområde eller fag, skal noteres på baggrund af enten en mundtlig eller skriftlig prøve. Dygtighed, kunnen, potentiale, at være egnet. Dette er en slags sekventiel tilgang til studerendes hverdag, uddannelse og fremtid; først skal der scores et knald fedt gennemsnit udelukkende bestående af 10 og 12-taller, og derefter skal dit eksamensbevis bestemme din fremtid. Rækkefølgen er lagt.
Jeg mener, som mange andre, at karakterer ikke definerer os som mennesker. Der er en signifikant forskel på, hvilket gennemsnit der står på eksamensbeviset og på de personlige kvalifikationer og evner et menneske har. Mennesker klarer sig forskelligt på forskellige måder og områder. Vi har alle vores evner. Nogle har passion for billedkunst og udførsel af personlig kreativitisme. Andre har lidenskaben i bøger og i ord. En tredje har måske begge dele og en fjerde ingen af de ovenfor nævnte eksempler. Dårlige regnefærdigheder er måske et udslag af en dårlig lærer eller ringe matematisk evne. Omvendt kan en god præstation på det musikalske område betegnes som en musikalsk evne. Antallet af evner er ubegrænset. I princippet har nærmest al menneskelig aktivitet noget med evner at gøre – evner behøver ikke nødvendigvis at ligge indenfor fagområderne. Ingen kan mestre alt her på jord. Nogle har flere evner og kompetencer end andre, men ingen er uden evner.

Forleden dag læste jeg et ret interessant indlæg i Politiken. Det handlede i bund og grund om, at Direktøren, som selv havde skrevet indlægget, hellere ville se de unges rejsebilleder end eksamensbevis. Der bliver lagt fokus på stress og angst, idet unge forbinder eksamen med deres fremtidige succes og karriere. Selvfølgelig skal man have et bestemt snit osv. nogen steder, men karakterer vil aldrig være det der afgørende din fremtid og dine muligheder fremadrettet. Så længe man vil noget, går efter det og er målrettet – ja, så skal det hele nok gå godt, med eller uden et 12-tal.

img_4847

Apropos, det med rejsebilleder. Dette skal forstås som en generalisering; billeder frem for tal. Ud fra en karakter kan man ikke se andet end sort på hvidt, og måske passer karakteren ikke engang til personen. Måske var det et heldigt eller uheldigt emne eller fag. En skrap eller mild eksaminator. Eksamensangst. Måske noget helt andet. Der skal så lidt til at afgøre en eksamen… Og det er lidt angstprovokerende samt tankevækkende.
Et billede viser utrolig meget. Om det er et rejsebillede, et billede af din hobby, et hverdagsbillede af familien, en hyggelig dag med kæresten eller vennerne. Jeg er enig i, at dette siger mere om personen end en karakter. Jeg har stor respekt for at en direktør ansætter sine ansatte med udgangspunkt i personlighed, drive og passion.
Igen, der er mange sider af emner som eksamen og gennemsnit. Men, heldigvis er der så mange måder at skabe lykke og glæde på. Høje akademiske uddannelser der kræver et skarpt snit, er bestemt ikke den eneste vej til succes og lykke. Jeg er selv enormt resultatorienteret, for det er svært at lægge samfundets pres til siden.
Det er vigtigt at huske hinanden på, at så længe man gør sit bedste – så er det nok. Det er også vigtigt at huske på hinandens forskelligheder. Intet menneske er nøjagtig tilsvarende til et andet.
Det vigtigste til alle tider er vores personlighed og den kan der ikke sættes tal på (ved mindre man laver et throwback til 2007, hvor man faktisk lavede skalaer om ALT, lol).
Det der skal bestemme vores fremtid i dagens Danmark er, hvem vi er som person og hvad vi står for.
Husk hinanden på jeres personlige værd, for det er hvad der virkelig betyder noget.

En karakter er bare et tal.

– T <3

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STATUS // OPERATION, PENGE & FILMANBEFALING